Trods alt kun små problemer ...

Jeg kan stadig ikke oplade billeder. Det er bare så irreterende. Jeg har hverken mod eller lyst til at finde ud af hvad der er i vejen. Vil overlade det til min mand, men han har ikke tid til at se på det for tiden. Lige nu er det varmvandsbeholderen, som trænger til en tur. For meget kalk gør at der efterhånden kun er varm vand til et brusebad og dét kan jeg da slet ikke leve med! 

Ellers har jeg ikke de store problemer, faktisk er jeg meget tilfreds med det hele lige nu. Vi hygger os og glæder os til jul, nogen mere end andre. Yngste er nok den, som glæder sig mest. Lige nu laver han lektier, skulle skrive om noget, som har imponeret ham. Han skrev om et program vi så i fjernsynet forleden dag. Sydamerikanske børn, som i en alder af helt ned til omkring 9 år, forlader familien for at drage alene til USA for at søge lykken. På taget af toge, som over flere tusinde kilometer er eneste transportmulighed. Senere omkommer mange, når de kommer til ørknen, som skal krydses til fods, eller de bliver dræbt eller udnyttet til det værste. 

En lille 9 årig pige rejser alene og vil finde sin mor når hun kommer frem. Når hun bliver stor vil hun være læge. En dreng på 13 år vil finde arbejde og sende penge hjem til familien, som han har forladt. En 17 årig har været på stoffer hele sit liv og håber på at nogen vil adoptere ham, som han fortæller så har han aldrig haft nogen, som holder af ham! Små størrelser, som burde have forældre med mulighed og lyst til at tage sig af dem og passe på dem.

Så bliver ens egne problemer pludselig latterlige og man får øjnene op for, hvor meget man har at sætte pris på.